Da min nuværende mand og jeg som unge endelig fik to værelses lejlighed, havde vi på dagen, hvor vi flyttede, vores første konflikt. Møbler og andet gods, som vi havde hver for sig, var passende til lejligheden. Problemet opstod, da vi skulle vælge, hvilke malerier vi ville have på væggene. Jeg havde to abstrakte malerier, som jeg møjsommeligt havde sparet sammen til, og som jeg holdt meget af.
Min kæreste havde to keramiklysestager til at hænge på væggen, men det var rædsler og billig kunst, og jeg kom til at råbe til ham, at stagerne var noget, ethvert børnehavebarn kunne lave, hvilket fik ham til at råbe til mig, at ingen børn i børnehave kunne udføre så unikt et kunstværk. Han havde personligt fremstillet stagerne, da han gik i 6. klasse, og de havde fulgt ham lige siden, og jeg kunne så ikke dy mig for at replicere, at det sikkert var, fordi ingen andre ville eje dem.
Den første nat i vores drøm om at flytte sammen, sov vi med ryggen til hinanden, og jeg vil indrømme, at jeg dagen før havde været lidt for hidsig og egoistisk, men uanset hvad skulle de stager altså ikke op at hænge i vores stue.
Næste morgen vågnede jeg ved lyden af hammerslag inde i stuen, og jeg kiggede forsigtigt gennem døren og så, at min kæreste forsøgte at presse den ene stage ind over sømmet, men stagen knækkede og jeg skyndte mig ind i seng igen. Vi har aldrig talt om keramikstager siden.